Category: Sci-Fi & Fantasy Stories

Et Tidløst Krydstogt 01

by EagerlyAwaited©

Epilog

Der var engang hvor store mænd ikke nøjede sig med en enkelt kvinde ved deres side. Jeg er en stor mand. Måske ikke konge eller filantrop, men jeg har store tanker, derfor mente jeg heller ikke at jeg længere kunne klare mig med én kæreste. Det er her vi stødte ind i et mindre problem: hvor finder man en snes smukke kvinder der vil kaste alt hvad de har lært om kvindefrigørelse overbord, for at blive en del af et harem? Nej, jeg har ikke tænkt mig at købe en containerfuld brugte ludere i hverken Moskva, Bangkok eller Sao Paulo. Ikke fordi jeg ikke kan lide farver, men når de er gule og blå i huden, prikkede på armene, hvide under næsen og røde omkring anus kan jeg bare ikke få den op at stå. Synd, for det havde været noget billigere.

Det er så her at jeg for alvor nyder godt af mine store tanker. Jeg har bygget en tidsmaskine, og jeg er næsten sikker på at den virker. Så om et par timer skulle jeg gerne kunne vinke farvel til dette tyvende århundrede og opleve historien på egen krop. Ifølge planen skulle jeg ikke vende tilbage til denne tid, det ville være temmelig dumt, med tanke på hvor mange milliarder jeg har svindlet mig frem til for at købe de temmelig dyre materialer til maskinen. Og for at hindre folk i at følge efter har jeg været på natligt indkøb på en kaserne. Jeg tager virkelig afsked med et brag: fem minuter efter jeg rejser, har jeg sat et par ton C-4 til at springe i luften. Jeg bliver vist ikke særligt populær. Jeg håber virkeligt at maskinen virker!

Hvornår er det så jeg skal hen? Ikke alt for langt, kun 10.000 år, så jeg burde møde nogle der ser menneskelige ud. Og hvordan har jeg tænkt mig at overleve i stenalderen? Ved at tage en del baggage med, rent faktisk vil jeg sejle til stenalderen. Amerikanerne er vist også ud efter mig, jeg spurgte ihverfald ikke om jeg måtte låne den atomreaktor. Men hvad skulle jeg ellers gøre i en tid hvor olie ikke startede krige? Bruge et sejlskib? Nej, det er for meget arbejde, desuden kan jeg også godt bruge lidt strøm til varme og andre ting jeg ikke har tænkt mig at forlade. Så en hundrede meter lange motoryacht med atomkraft nok til de næste hundrede år, mere hvis jeg er sparsommelig, det er lige sagen. Og så det sidste spørgsmål, hvor i alverden kan man i al ubemærkethed bygge en tidsmaskine, stor nok til et skib? Det var det nemmeste, jeg vandt et offentligt udbud om at renovere Storebæltsbroen, det var tiltrængt efter jeg tabte nogle panserminer på vejbanen. Så i dække af at ville renovere, har jeg fået opstillet min kæmpe portal. Synd at broen forsvinder helt efter jeg sejler under, men pyt, den var der jo heller ikke i stenalderen.

Det er en herlig morgen ombord på skibet 2007, som hvor hovedperson styrede ene mand med et joystick. Forude lå lidt endnu en bro indhyllet i morgendis. Hun var helt ny, 2007, lige afleveret fra værftet. Et prægtigt skib uden fremtid, men forhåbentlig en fortid. Med knap tyve knop nærmede hun sig støt Storebæltsbroen, ingen andre skibe i nærheden.

Bib, bib, bib. Radaren har fanget noget, et skib nærmer sig fra agtere. Det er et patruljeskib, der har sat fuld kraft fremefter. Ikke noget der bekymrer vore drifters helt, roligt bevæger han hånden til fuld kraft, og skibet øger med det samme farten. Reaktoren, der egentlig er beregnet til et hangarskib, presser skibets slanke linjer stadigt hurtigere frem. Kræfterne er enorme, tyve sekunder senere går 2007, på lige så mange tons, femoghalvtreds knop. Broen nærmer sig hastigt. Patruljeskibet sagter agterud, med sine femogtyve knop er hun ikke noget værd imod 2007.

Kun to sømil tilbage, nu bliver det spændende, videnskabens sorte får rækker ud efter den fjernbetjening som starter tidsmaskinen. Enten virker det eller også er han på spanden, virkeligt meget på spanden. Der dukker et lavtgående fly op på radaren. Det bliver svært at flygte fra denne historie.

Nu sker det. Feministernes antikrist trykker på knappen hundrede meter før 2007 går under broen. Enorme spændinger får Storebæltsbroen til at summe af energi, havet begynder at syde og udsigten ændrer sig. Pludseligt er hun forsvundet, 2007's kaptajn lykkedes med sin selviske plan.

Nedtællingen er begyndt. Om under fem minuter sprænges portalen. Fire minuter og en kortslutning lukker portalen ned. Tre minuter og patruljeskibet kan kun se en ensom bro, i kommandorummet er der hektisk aktivitet. To minuter og piloten i den gamle F-16 jager beslutter sig for at flyve hjem til en optiker. Et minut og mågerne på broen har ikke opdaget noget. Nu sker det. En serie klodsede men meget kraftige eksplosioner lægger Storebæltsbroen i ruiner. Kun de sprængte måger er fri fra undren.

Første dag

Landskabet var et andet, dvs. det er et andet. Bæltet er blevet smalere og skovene brydes ikke af enorme marker. Det er virkeligt en herlig dag. Nogle tryk på et par knapper og skibet kunne selv sejle igennem det ukendte farvand. Bjørn, som vor helt hedder, gik ud på dækket. Han blev mødt af en friskere luft end han nogensinde havde oplevet, han følte presst lette og skuede ud over hans nye verden. Her var han verdens mægtigste mand. Ganske vist havde han kun enkelte håndvåben med, men med mere end ni årtusinder til skydevåbnets opfindelse var det rigeligt. Med en følelse af abslolut sindsro satte han sig tilbage i sin kaptajsstol og overtog styringen frem til ankerpladsen. Han havde aldrig sejlet et skib før han satte fra kajen i Kiel, men det kunne ikke være nemmere med den enorme computerkraft der var ombord, det var ikke sværere end et computerspil.

På et par timer var han kommet frem til ankerpladsen. Ankre for og agter sørgede for at 2007 ikke bevægede sig. Nede på agterdækket sad Bjørn og nød sit første måltid i stenalderen. Udsigten var fantastisk, inde på kysten kunne han skimte et rigt dyreliv. Hjorte og vildsvin stak hovederne undrende frem, med lod sig ikk synderligt forstyrre at det uvante syn. Det var nok ikke nødvendigt at have taget så meget mad med. Bjørn syntes ikke rigtig at maden smagte ham særligt frisk.

Med den moderne ko nedsvælget begav Bjørn sig ud i den mission han var kommet hertil for: friskt kød, både til grillen og til sengen. Med en M-95 fra sin hjemmeværnsfremtid og en rygsæk fuld af salt satte han i en gummibåd kursen ind mod land. Skoven omkring ham var ikke meget anderledes end den han kendte fra fremtiden, men der var langt mere af den og bar ikke præg af menneskelig påvirkning. Næsten. Hist og pist langs dyrenes vandringsspor lå små stykker flint, spydspidser der var brækket af, men ingen brede stier at følge, eller affald smidt omkring. Bjørn vandrede op langs en å i håb om at finde en lejrplads. Det varede ikke mange timer før han fik øje på det han søgte.

Folkene i lejren var noget overraskede over at se denne fremmede gå ind i lejren uden bekymringer. Mændende holdt fast i deres spyd, men virkede ikke alt for nervøse ved denne mærkeligt klædte og tilsyneladende ubevæbnede mand. En af stammens jægere råbte ham an, ikke at Bjørn forstod ordene, men han fangede meningen og viste sine hensigter ved at fremvise en håndfuld salt. Manden gestikulerede til Bjørn at han kunne tage plads ved bålet, hvilket han gjorde.

Over flammerne hang en ung hjort, og Bjørn blev tilbudt lidt at spise. For at bryde den kvælende tavshed fandt Bjørn en klassisk gave op af lommen, en engangslighter. Og ja, det var noget der fik øjnene op hos stenaldermændene. I en tid hvor ilden helst ikke måtte gå ud var det en mindre revolution at kunne skabe ild på et par sekunder. Denne ekstraordinære gestus blev virkeligt værdsat og den stærke drik blev hentet frem. Det var en gæret bærsaft, noget besk i smagen, men for at vise gode manerer drak Bjørn hvad han fik serveret.

Henimod aftentid vendte kvinderne tilbage til lejren med dagens høst af friske bær. De viste stor nysgerighed mod den fremmmede, og Bjørn kunne knap skjule sin begejstring. Det var ikke så galt med disse tidlige kvinder, der var et par stykker af dem der godt kunne gå an. Særligt en af dem fangede hans øjne. Hun var direkte smuk, måske bygget lidt mere spinkelt end de andre, men han ville heller ikke udsætte hende for lige så hårdt arbejde som det normale stenalderliv krævede.

Jeg ville bare have hende som legetøj. Herligt legetøj, en figur moderne kvinder ville dræbe for. Lange slanke ben og under pelsen fra en elg anedes en timeglasfigur. Hun opførte sig ikke som hun hørte sammen med en af mændene, og var nok ikke langt oppe i hierarkiet. Jeg gad egentlig ikke blive her for natten, så får at få gang i handlen rejste jeg mig op og tog fat i hende. Det fik en del øjne til at kigge, men jeg havde skabt en god tillid, så mændene blev siddende. Jeg satte mig ned igen med denne tidlige skønhed og startede og sluttede forhandlingerne med at give fem kilo salt til høvdingen. Han smilede stort, så jeg tog det så tegn på at handlen var i hus. Den unge kvinde var tydeligt nervøs, hun havde utvivlsomt forstået at hun var blevet købt, men det var ikke lige hende der smilte stort.

Jeg tog en sidste håndfuld blåbær, og tog derefter min rygsæk på og gjorde tegn på at ville gå. Jeg anede at det ikke lige var den bedste opførsel, men jeg ville hjem til skibet med mit legetøj. Som en sidste gestus gav jeg lige høvdingen en krammer, måske ikke det man brugte i stenalderen, men jeg tror han forstod. En af de andre kvinder havde lige hentet tøsens redskaber, en samling flint i en lille kurv af bark. Tøsen var ikke ligefrem blevet roligere af min utålmodige fremfærd, for hun virkede direkte bange, men det måtte hun bare være. Det kunne nok være at jeg havde betalt en vis overpris for pigen, for da jeg skulle til at trække hende med mig ned langs åen fik jeg overrakt et spyd, måske ikke bedste kvalitet, men i deres øjne havde jeg jo ikke noget våben. Heldigvis havde jeg ikke haft brug for at bevise de modsatte.

Med pigens klamme hånd i min gik jeg derefter tilbage langs åen. Hun var ikke ligefrem tryk ved mig, men hun prøvede trods alt ikke at stikke af. Så turen gik fint og vi var fremme ved kysten inden det blev helt mørkt. Nu kom så den detalje med at få hende ombord på 2007, godtnok var hendes puls faldet betragteligt under turen, men den fór til vejrs igen da hun fik øje på det store skib. Hun anede nok at der var en forbindelse mellem mig og metalbæstet derude, men det var bestemt ikke hendes kop te. Jeg måtte fysisk tvinge hende ned i gummibåden, men det gjorde mig ikke noget, hun var bestemt herlig at holde på. Inden jeg startede påhængsmotorn, gjorde jeg for en sikkerheds skyld det at jeg bandt hende fast til båden, klogt i betragtning af hvordan hun skreg da hun hørte motoren. Bedre blev det heller ikke da jeg med en fjernbetjening hejste båden op på plads. Hun kunne virkeligt skrige, hende her.

Så var vi da kommet ombord på skibet, jeg tror ikke at hun opfattede det som et særligt betryggende sted at være, men det måtte jeg se om jeg ikke kunne lave om på. Hun opgav i hvert fald at stritte imod da jeg ledte hende igennem de varme saloner, ned ad trappen og ind i et af de store badeværelser. Ja, det kunne godt være at hun var ret lækker, men hun havde vist ikke været i bad for nylig. Nu begyndte det sjove. Af med pelsen, og ja jeg havde bestemt ret i mine formodninger, hun var bestemt fem kilo salt værd. Perfekte håndfulde foran og bag. Så var det bare med at få hende ind under bruseren. Jeg smed selv tøjet og hun kunne umuligt være i tvivl om min glæde. Men jeg holdt mig i skindet lidt endnu. Hun var heller ikke glad for vand til at starte med, men da jeg viste hende at det var varmt og behageligt, trådte hun ind under den overdimensionerede bruser.

Hendes hår var en værre redelighed, det måtte jeg vaske flere gange før jeg kunne trække en hårbørste igennem, men jeg nød at stå og vaske hende under det varme vand. Håret, ansigtet, halsen, skuldrene, brysterne, maven, ryggen, lænden, balderne, lårene, knæene, skinnebenene og fødderne. Hun var begyndt at nyde det, give sig hen, hun var mærkbart tændt da jeg bevægede mig fra fødderne og tilbage op imellem hendes ben. Hun stønnede da jeg rørte hendes køn, og tystnede ikke mens jeg førte hænderne rundt med intimsæben. Jeg tog et mindre brusehoved og skyllede efter, det gjorde at hendes knæ gav efter og hun lagde sig ukontrolleret ned på fliserne. Hun var helt ren nu. Ikke mange kvinder jeg havde set fremme i det enogtyvende århundrede havde set så sexede og så ophidsede ud. Jeg lagde mig ned over hende, slikkede og kyssede mig fra hendes skød til hendes mund og trængte langsomt op i hende. Det var tydeligt at mærke at der ikke havde været andre oppe i hende. Jeg anede ikke hvor gammel hun var, men så våd som hun var kunne hun sagtens tage mig. Jeg pressede mig forbi barrieren og så langt ind jeg kunne. Hun pev, men var stadig mere end klar nok. Stille og roligt bevægede jeg mig frem og tilbage. Hendes vejrtrækning var dyb som hendes øjne og hendes ben havde hun lagt omkring mig. Hun var min. jeg satte tempoet op og førte hende igennem en håndfuld orgasmer inden jeg selv gav efter og skød min sæd ind i hendes uprøvede skede.

Jeg måtte løfte hende op og tørre hende, hun kunne knap støtte på benene, men hun havde et saligt smil. Jeg bar hende ind på min seng og trak dynen over hende. Hun lå slapt og kiggede smilende omkring sig. Derefter gik jeg en tur på broen og indsatte en kurs på computer, jeg lod den om at styre. Ude på agterdækket lå mit fiskegrej klar til at sørge for aftensmaden. Jeg smed en line overbord og ventede på at der blev bid. Imens gik jeg tilbage til kahytten. Hun sov ikke, men hun lå helt roligt og studerede hendes omgivelser. Nu havde vi lært hinanden at kende, så jeg tænkte at det ville være rart at kunne kalde hende et eller andet. Jeg satte mig på sengen og pegede på mig selv mens jeg sagde mit navn. Det kunne ikke misforstås så hun pegede på sig selv og sagde Lara, måske skulle det staves Lhara, men det betod ikke noget for en der ikke kunne læse. Kønt navn, det kunne vist gå an i hver en tid. Hun virkede som om hun var kommet ovenpå igen, så jeg fandt en badekåbe frem fra garderoben og gav hende den på. Jeg ville trods hendes skønhed ikke lade hende rende nøgen rundt i denne kølige aftenstund. Så jeg førte hende ud på agterdækket, for at hive trollinglinen ind igen. Der var bid, en halvstor torsk, mere end nok til os to. Nu skulle det blive spændende at se om hun kunde bruges i køkkenet. Så jeg lod Lara bære torsken ned i kabyssen, hvor jeg gav hende en kniv i hænderne. Hver gang jeg gav hende noget nyt sagde jeg hvad det hed, inden længe skulle hun nok snakke dansk.

Hun havde bestemt haft en torsk i hænderne før og hun havde heller ikke problemer med at styre kniven. Så i løbet af et par minuter var den klar til at komme i ovnen, selvom jeg dog lige måtte tilsætte krydderier og andet godt som hun ikke kendte til. Lara viste at køkkenet var hendes arbejdsplads, så hun var meget lærevillig. Hun forstod sikkert ikke hvordan tingene fungerede, men det ville blive svært at forklare, særligt fordi vi ikke forstod hinanden endnu. Men i det mindste havde hun accepteret at dette vuggende hjem ikke var farligt. Vi spiste den herlige fisk med kartofler og sovs til, jeg med bestik, hun med fingrene. Hun så hvordan jeg spiste, men manerer kunne hun altid lære. Efter at have vist hende hvordan opvasken klares, viste jeg hende hele skibet og selvom hun ikke forstod et ord talte jeg hende igennem hele rundvisningen. Som sidste punkt på turen lå det soveværelse hun havde set før. Jeg hastede kåben af hende, kastede hende op på sengen, smed bukserne og sprang op til hende, hun lå på maven, så jeg penetrerede hende bagfra, gled op i hendes skede i et hug mens jeg holdt hende nede. Hun stønnede voldsomt, bevægede hoften i takt med min. Jeg vendte os om og lod hende side overskrævs på mig mens mine grådige hænder befamlede hver eneste millimeter af hendes imponerende krop. Hun var helt vild, hun red sig igennem flere orgasmer alt imens jeg lærte hendes krop bedre at kende. En gang efter hendes 117ende orgasme og mine to faldt vi i søvn i hinandens arme. Lara virkede som om hun havde bestemt at livet var blevet meget bedre på denne dag, det var mit liv i hvert fald blevet.

Anden og tredje dag

Næste morgen var vejret stadig godt, der var lidt mere bevægelse i skibet, for under natten havde mit autonome skib ført vore elskende sjæle ud i Atlanten, kursen var sat sydover mod Herakles søjler. Det var bestemt ikke en kedelig tur, med tanke på hvor mange gange vi kneppede og hvor lærevillig Lara var, både i og udenfor sengen. Disse dage hvor vi sejlede vest om de vordende britiske øer, brugte jeg på at sætte Lara ind i hendes nye liv. Der var primært et køkken som hun skulle blive fortrolig med, og så var der en masse andre ting som også var nye for hende. Lyskontakter, vandhaner og mange andre ting skulle forklares, hvilket ikke altid var lige nemt. Toilettet måtte jeg eksempelvis vise ved selv at bruge det, hvilket ikke blev nemmere af at det var en japansk model. Rart at slippe for papiret, med svært at gætte hvilke knapper der gjorde hvad.

Så var det sjovere at vise hende et af de store spabade der fandtes ombord, nøgne oppe på det kølige soldæk den tredje aften. Vandet var dejligt varmt, men Lara sprang alligevel op da jeg skruede op for boblerne. Hun havde selvfølgelig sat kussen lige oven på en af dyserne. Hun rødmede og grinte da hun forsigtigt satte sig ned på den igen. Hun lukkede øjnene og lod sig betage af den terapeutiske effekt. Jeg stak en hånd ned og hjalp boblerne massere hendes klitoris. Lara kom igen og igen, det blev til sidst for meget for hende, men jeg nød synet og holdt hende fast indtil hun besvimede i en sidste orgasme. Jeg bar derefter hendes slatne krop ned til en seng og lod hende ligge mens jeg gik op på broen og justerede fart og kurs. Det var i min bløde kaptajnsstol, at jeg virkeligt følte at det var mig der styrede hele denne verden. En herlig fornemmelse. Jeg lod mine øjne dvæle ved sonaren og nød billedet af to store hvalers leg. Da de efter nogen tid forsvandt ud af rækkevidde, gik jeg tilbage til Lara og kneppede hendes sovende krop så hun vågnede og fortsatte indtil hun besvimede af udmattelse igen.

Fjerde dag

Alt i alt, var en stenaldersommer meget rar at sejle i. Efterhånden som vi sejlede sydover begyndte landskabet at blive mere genkendeligt, det sydlige Europa havde ikke været tynget af de enorme ismasser, og så derfor næsten ud som de vil gøre i den fremtidige nutid. I det der ville blive kendt som Biscayen, fik jeg den indskydelse at jeg ville sejle op ad Loire floden, hvilket ikke ville være det smarteste i en hundrede meter lang oceangående yacht, så jeg valgte at tage den lille gummibåd. For at Lara ikke skulde kede sig, tændte jeg for barnepigen, altså fjernsynet og satte det til at afspille mine alt for mange film i tilfældig rækkefølge. Uanset tidsalderen fungerede det magnetisk. Spændende at se om hun ville lære noget.

Båden i vandet og fuld fart op ad floden, nu skulle det blive spændende at se om jeg kunne fange noget godt. Det var opad formiddagen da jeg så de første mennesker, men de stak af da jeg nærmede mig i min mærkelige båd. En halv time efter så jeg røgen stige op fra en lejrplads bag flodens næste sving, så for ikke at skræmme livet af de indfødte parkerede jeg på stranden og gik hen til lejren på fod.

Det var en noget større lejr end den Lara kom fra, det var nærmest en landsby. Her var det mændene der var ude, og kvinderne der var tilbage. Ikke mit problem, tværtimod. Jeg blev ret godt modtaget, nok fordi jeg havde taget bjørneskindet på, som havde ligget på gulvet i mit skib, og fordi jeg havde godt med varer med. Der var en del unge kvinder at vælge imellem, omkring et dusin, afhængigt af kræsenhed. Særligt interresant var et par tvillinger, der så fremragende ud. Så var det bare at få kvinderne overbevist. Med mine ekstraordinære handelstalenter gjorde jeg som sidst og tog fat i dem. Okay, min interesse var om ikke andet forstået, men det var som om at de havde salt nok.

Category: Sci-Fi & Fantasy Stories